Ihvertfald føles det lidt som om jeg er ved at blive bims. Først al den pladderromantik, som jeg heldigvis kom til livs ved at se “Sex and the city” i bio og derefter “Stolthed og fordom” bagefter i min sofa. Jeg måtte selvfølgelig knibe en lille tåre til den første film men mærkeligt nok ikke til den næste. Noget andet der også er mærkeligt er, at jeg var sikker på at jeg havde “Stolted og fordom” før, men det havde jeg ikke. Med mindre det igen er min pseudo ammehjerne, som spiller mig et puds.
Nå men til historien, som (endnu engang) fik mig til at tvivle på mit intellekt: Jeg var fuldt ud overbevist om at min veninde skulle til eksamen samme dag, som jeg skal i kloster (en historie jeg tager senere..). Jeg har spurgt hende hvornår hun skulle op og skrevet det ned i min kalender. Så jeg mente jo at jeg var den søde veninde, som nok skulle huske at ønske held og lykke og alt det der. Indtil hun tidligt i morges sender mig en besked og ønsker mig god tur i kloster. Trods min hjernes utrolig langsomme omdrejninger fatter jeg dog godt hvad hun så skal i dag… Og nu sidder jeg så med følelsen af at have fortalt verdens kedeligste historie, men jeg kan heldigvis give min ammehjerne skylden..
